Vi havde haft flere ruter på bordet under planlægningen og til sidst blev vi enige om at den rute, der gik tæt på Bodensøen og tæt på Lichtenstein, var den rute vi ville køre.
Det fungerede på mange områder fint. Eneste ulempe var at da vi kom til Bregenz i Østrig var tunnelen spærret på grund af et uheld så vi kørte af og udenom byen før vi kom tilbage på sporet og kørte mod Schweitz. Vi blev virkeligt ledt ud på lokal områderne og i bykvarterer vi ikke anede eksisterede og tilmed holdt vi ofte i kø, da alle jo skulle finde alternative ruter. Det kostede os nok 1,5 time.
Vi kom f.eks. ind i Schweitz via en simpel bro med nedlagte grænsekontroller i begge ender og kørte rundt i industrikvarterer før vi ramte motor vejen sydover.
Da vi kom til San Bernadino tunnelen troede jeg blot vi skulle køre igennem den og så var vi igennem, men det skulle vise sig at jeg tog enddog meget fejl. Jeg havde undret mig over at GPS’en viste at der var ca. 529 km men det ville tage over syv timer at komme frem. Altså måtte vejene være dårlige på noget af ruten.
Man kan nok ikke sige at vejen er dårlig i San Bernandino Passet- det er ny frisk asfalt, men tak skal du ellers lige have for nogle vilde hårnålesving, der må tages med 80 km i timen.
Altså tog det lang tid at komme igennem passet og når man så var igennem og kørte ned til nordenden af Lago Maggiore, kørte man på vildt smalle og meget svingende veje langs med søen. Der tog ca. 70 km over 2 timer. De lokale drønede ellers derud af med op til 80 i timen på steder hvor man ellers ville mene at 40-50 km var mere end rigeligt.
Vi kom frem til Stresa ca. kl. 18.15 hvor vi skulle mødes med en lokal kontakt, der ville vise os op til lejligheden. Hun ventede på os på en tankstation og kørte ellers blot derop. Lejligheden ligger på en bakke op af bjerget ved Stresa og udsigten er fuldstændig fantastisk.
Efter at have fundet os lidt til rette tog vi ind til byen og fik en pizza på det store torv, hvor der var godt gang i den.
Hjem og iseng… en ny dag venter.