Nu tror du nok jeg har tabt sutten. Hvem ville dog synes det kunne være sjovt at tage cykel til Burg på Fehmarn? Tja, det kunne jeg godt tænke mig.. Jeg har altid elsket at tage til Tyskland på indkøbsture – også selvom jeg godt ved at der skal købes rigtigt meget før færgebilleten og benzinen er betalt.. Jeg har fundet på mange undskyldninger – det er for hyggens skyld, oplevelsernes skyld og hvad jeg ellers har sagt gennem årene. Men det er altså ligemeget – jeg er ligeglad med hvad andre tænker – jeg elsker turen til Tyskland.
Og nu er jeg løbet tør i mine beholdninger og jeg har en spritny cykeltrailer som skal prøves af så turen går til Rødby med cyklen på taget og cykeltraileren i bagagerummet. I Rødby samles det hele og jeg tager cyklen på færgen på en dagsbillet til 75,- og kører til Burg og fylder traileren op.